Indsamling af vittigheder.

I Fredags havde jeg inviteret 2 piger, Hanna og Julia ( tvillinger og begge 10 år) der er vendinder til min egne døtre, til pandkagespisning. Forinden aftalte vi at de skulle komme hjem sammen med mine piger med skolebussen og jeg ville så have pandekager klar til os. Jeg havde informeret pigerne om mit erinde, nemlig at jeg til en studieopgave skulle optage nogle vittigheder. Pigerne var straks frisk på den og Julia sagde i telefonen : Den klar vi nok, vi kender en masse... (Julia).

Da jeg havde planlagt at jeg ville optage det med kameraet på computeren, uploade det på youtube og linke det til min blog, huskede jeg at indhente forældrenes tilladelse.

Efter at jeg havde sørget for et hyggeligt spisested til pigerne og mig og mens jeg stod og lavede pandekager kom jeg pludselig i tanke om, at det måske havde været en knap så god idé at fortælle pigerne om mine ambitioner med vittighed insamlingen. Jeg frygtede at de allerede på vejen hjem ville fyre dem af. Så mig vende pandekager, og tænke, tænke, tænke. Hvad gør du nu?

De fik, alle fire en stak tidsskrifter og computeren til at indsamle nye vittigheder, den her gang med aftale om at de ikke måtte fortælles inden jeg var klar til at optage.

1. Alle vittigheder er fortalt på opfordring af mig.
2. Alle vittigheder blev fortalt til andre børn og mig. Det var en planlagt vittighed-pandekage eftermiddag.
3. Vittighedernes funktion var at være fælles om en ting, men alligevel få enkeltmands opmærksomhed.
4. Alle vittighederne er hentet fra enten tidsskrifter eller internettet.

Det blev selvfølgelig en spændende ting for såvel pigerne som mig. Pigerne var meget ambitøse og ledte efter vittigheder. Selvom de ikke måtte snakke sammen om dem, opstod der et rigtig godt fællesskab i værelset og jeg måtte inden optagelsen sammen med én efter én i stuen, for at høre om vittigheden var god nok. Jeg valgte ikke at forholde mig kritisk men motiverende og sagde til hver i ser, at jeg gerne ville være behjælpelig med fx. læseproblemer men at de fuldstændig selv måtte vælge hvad de syntes var sjovest.

Forresten er de fire piger jeg snakker om Julia og Hanna på 10 år, Coco på 9 år og Kameko på 7 år. Jeg har envidere valgt at de måtte fortælle vittighederne på tysk da det er deres modersmå,l og selv om de allesammen taler "mindretals-dansk" som andet sprog, har de ikke nok kulturelle kompetencer til at kunne bruge sproget nuanceret nok til at kunne fortælle en (sjov) vittighed.

3 GÅDEVITSER:

Julia fortæller en vittighed:

• "Was haben die Schule und ein Stau gemeinsam? Der Idiot steht immer vorne."
• "Hvad har skolen og og en (bil)kø tilfælles? Idioten står altid i første række."

Kameko fortæller en vittighed:

• "Welchen kuchen ißt ein computer am liebsten? einen ´Google´-hupf."
• "Hvad for en kage kan en computer bedst li´? en ´Google´-hupf."

Coco fortæller en vittighed.

• "Wie nennt ein Kanibale einen Skater? Einen Rollbraten."
• "Hvad kalder kanibaler en skater? En rullesteg."

RIM OG REMSER

Hanna fortæller en vittighed:

"Geht Fritzchen zum Arzt, fragt dieser: "Möchtest Du einen Gummibärchen oder Beton Arsch?"

Geht er am nächsten Tag in die Schule und sagt: "Tong-tong-tong, ich hab` nen Arsch aus Beton."

Sagt die Lehrerin: "Wenn Du das noch einmal sagst, gehst Du zum Rektor."

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab` nen Arsch aus Beotn."

Fragt der Rektor: "Na, Fritzhen -was los?"

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab´nen Arsch aus Beton."

Sagt der Rektor: "Sagst Du das noch einmal geh´ ich mit Dir zum Bürgermeister."

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab´nen Arsch aus Beton.

usw.... bis Fritzchen bei der Polizei landet.

Der Polizist sagt: "Wenn Du das noch einmal sagst, schieß ich Dir ein Loch in den Arsch."

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab´ nen Arsch aus Beton."

Da schiesst der Polizist Fritzchen ein Loch in den Arsch.

Und Fritzchen sagt: "Danke, das habe ich schon immer gebraucht.

(Taber mening hvis den skal oversættes.)

Efterord:

Jeg havde fornemmelsen af at pigerne prøvede at afkode hinandens sprogkode. I filmene synes jeg at man kunne se at de prøvede dette ved at aflæse kropssproget på hinanden (hvornår er de færdige, er det nu der skal grines osv.). Pigerne blev selvfølgelig også påvirket af situationen, at de skulle optages.

Jeg synes at de var søde ved hinanden - og huskede at grine ad de andres vittigheder. Vi havde en på en sjov måde inpireret eftermiddag.

”AT SKABE ANTRPOLOGISK VIDEN OM BØRN”

”AT SKABE ANTRPOLOGISK VIDEN OM BØRN”
- 1 KAPITEL.

Fra bogen: ”Feltarbejde blandt børn. Metodologi og etik i etnografisk børneforskning”.


Antropologi betyder i bred forstand ”læren om mennesket” og metodologi kunne betragtes som en form for ”metavidenskab” dvs. forskning om metode, og sidst men ikke mindre vigtigt nævnes begrebet etnografi, (græsk: ”skrive”) ”studiet af folkeslags kulturers indretning og tilpasning til de naturgivne vilkår”, i artiklen. Kitten mellem disse tre begreber, som jeg forstår det af teksten, er kausaliteten (lat. ”causa” - årsag).

Feltarbejde:
Gennem feltarbejde prøver man at forske i store og små samfunds (fx institutioner) sammenhænge. For at få så reelt et indblik i de enkelte samfunds individer og sammenhæng er det nødvendigt at deltage aktivt i hverdagen. Observatøren kan her være del af dagligdagens rytmer og rutiner, som belyser og rammesætter menneskers tilværelse. Dette giver et andet billede af samfundet end studier der er udarbejdet ved hjælp af statistikker, spørgeskema eller lignende. For de udsagn folk træffer ofte ikke harmonerer med praksis, fordi folks handlemønstre ikke nødvendigvis er styret af bevidste overvejelser . I Feltarbejdet bliver en praktisk del (observationer) fulgt af en teoretisk del (analyse/reflektion). Herefter bliver resultaterne skrevet ned (etnografi) og man har et kvalificeret bud på folks kausalitet i sammenspil i det observerede felt og kan bedre erkende og forstå handlemønstre. Man kunne fx forstille sig antrpologisk baseret feltarbeje på et bosted for udviklshæmmede. Der kunne forskes i kommunikationen iblandt brugere uden verbalt sprog. For derved at skabe redskaber for såvel brugere som pædagoger for at sikre mest hensigtsmæssig kommunikation og forståelse.

Deltagerobservation:
En af de vigtige og ”trickey” ting man skal huske som observatør er: at håndtere balancen mellem nærhed og distance. Man bliver nød til at forstå, før man kan vudere ( Collin 1993 :13). Ellers er der fare for at man tolker ud fra sine egne værdier og præmisser og ikke på de lokales.


Feltarbejde som refleksiv tilstand:
Ved at man i en længere periode deltager tæt inde på de brugere man observerer bliver man hurtigt emotionalt involveret. Gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan observatøren komme frem til en subjektiv analyse af feltet. Dette forudsætter dog at observatøren indtænker sin personlige mellemkomst ind i forskningprojektet og derudover prøver at tolke så ”open minded” som muligt. Og om tolkningen kan man ikke komme uden om, i etnografiske observationer, alligevel. Da dette udgør en vigtig del af feltarbejdet.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:
Barneperspektiv og børnekultur er de to begreber der siden firserne er kommet på planen. Siden da er man for alvor begyndt at forske i børns opfattelser, med dem selv som aktører. Lige som man indtil da havde forsket i andre individiers sammenspil. Men man må dog huske at bruge informationerne, man har fået gennem analysen, kritiske. Der findes ikke ét barneperspektiv eller én børnekultur. Man kan ikke tolke børnene som en homogen masse, men må lige netop sé, at børnene er et ”mini samfund” med mange sameksisterende opfattelser, interesser og positioner, næsten som det ” store samfund” , bare med andre og tit forskellige rammer og forudsætniger. Og det handler ikke om at afgrænse et barneperspektiv men mere om at repræsentere det og gøre det mere synligt og forståeligt.

Analyse af kontekst:
Der er forskellige måder at analysere på. I den traditionelle analyse ser man aktøren(-e) i centrum for alle relationer (fx venner, familie, samfundet osv.), som flyder rundt i hver deres egne cirkler omkring centrumet ( aktøren) . I den antropologiske analyse ser man, som jeg forstår det rammer, relationer og alle præmisser som en helhed. Der ikke kan tolkes adskilt.

Antropologisk viden om børn:
Antropologisk syn i forskningen gør at aktører ikke kun ses som individier men mere som interaktive størrelser. Der udover hvad der personligt udgør dem, er et refleksivt produkt af ”det store hele”.

Aktivitet 3
Børnefælleskaber/sammenfatning

I mange institutioner så som sfo´er/fritidshjem, børnehaver osv. ansés de nye moderne medier stadigvæk som noget nærmest farligt. Pædagoger og andet fagfolk er tit ikke tryg ved brug af medier i deres profession. Dette kunne skyldes at man ikke har sat sig nok ind i hvad medier betyder for børne og især ungdomskulturen idag. Det er nødvendigt at pædagoger lærer at forstå at den kommuikationsform der er idag bliver styret via medier og at de er multitalenterede i brug. De kan både erstatte legetøjet og være en nyttig hjælper til organisation af børns og unges travle hverdag.
Jeg mener at det ville være en god idé at hver instituion havde udpeget mindst en medieansvarlig i hver institution der kunne skabe og varetage rum for de unge så de kan værne om deres sociale relationer på deres måde. Men tværtimod er holdningerne i mange instituioner stadigvæk sådan at man kun værner om den traditionelle kommunikations og lege kultur. Det er tid til forandring...
Det bliver her absolut vigtigt at der kommer nogle forskningsbaserede debatter op i medierne, så qualificeret viden når ud til samfundet og informerer om unges afhængighed af medier for at kunne mestre en krævende postmoderne hverdag.

Mediepanikker

Mediepanikker (”For-forståelse”)

Hvad synes du om Arto?
Arto er for mig en ukendt størrelse, men jeg har ladt mig forklare at det er en Internet Platform, der fortrinsvis bruges af unge mellem 10-? for at dele fritid i videste forstand. Man kan uden at være fysisk sammen tilbringe tid sammen og dele ”øjeblikke”. Selvom jeg ikke kender Arto direkte har jeg dog stiftet bekendskab til lignende tilbud om andre Platform.
Jeg tror at man må bedømme sådan nogle Platform ud fra forskellige perspektiver fx at man bruger sider som Arto som kontaktfunktion og vedligeholdelse af venskaber og kammeratskab er nu til dags helt ”up to date”. For det første er det nærtliggende at når unge mennesker bliver introduceret i en så høj grad til medierne at de skaber deres eget rum. En mere subjektiv grund til at unge idag vælger denne form for kontaktpleje frem for fysisk kontakt, er jo at vores unge idag er pålagt så mange tidskrævende aktiviteter i deres fritid at det nærmest er umuligt at værne om alle de kostbare bekendtskab man som ungt menneske idag skaber. Jeg synes at Arto ud fra kontakt-diskursens perspektiv er en glimrende og tidssvarende institution.
Men der må dog tages højde for ny anledning til konflikt, især i unges udvikling. Det kan forventes at unge, tilsvarende samfundet, bliver til en slags kamæleon borgere. Med det mener jeg fx at de gode gamle traditions ven og kammeratskaber kommer til at betyde mindre og mindre i samfundet. De erstattes af måske lige så dybtgående, det må tiden vise, men meget mere sorterede venskaber. Der er de venner man kan føre filosofiske samtaler med og andre som man deler det festlige med osv. . Dette passer jo meget godt til de krav samfundet idag stiller. Man skal kunne tilpasse sig. Omvendt betyder dette for borgeren at man kan finde sig af med en ting og hurtigt kommer igang med en ny.
Et andet perspektiv Platform som Arto kan sés fra er at alting man gør bliver meget offentlige. Den subjekte indflydelse på din ”Platform-tilværelse” er at man viser ting, måske i form af fotos som kan betragtes af alle, dette giver selvfølgelig anledning til bekymring, da dette også giver fx pædofile og andre ikke ønskede nye muligheder at udleve deres trang på. En anden ting som tiden viser er at unges adfærdsmønstre ikke ændres men at dets udvirkninger forstærkes, da cliquer nu ikke længere består af få, men af mange. Ta´r vi en ting som fx mobning, sker dette over Platform som Arto ligger der idag en endnu støre virkning bag det, end mobning alligevel allerde har. Mobningen finder nu meget offentligt sted og alle havde rent faktisk mulighed for at deltage i tilstanden. Dette gør det, efter min mening, sværere for unge at omgås situationen, da han/hun nu både skal modtage og forarbejde og agere samtidigt.
Jeg kunne blive ved at trække flere perspektiver frem fx. sprogbrug, fysisk kropsbrug osv, som alle måske er lige vigtige og må sés som del af det store hele. Men som nævnt før bliver det spændende at se hvordan tingene udvikler sig og forandrer traditionerne.

Hvad siger medierne om Arto?
Jeg har læst flere Artikler fx. ´Line er fra Mars, mor fra Pluto´ og ´Lærere skal kende Facebookkulturen´. De beskæftiger sig med unges brug af de såkaldte ´nye medier´. Den første artikel fra politikken handler om en families afmægtighed i forhold til datterens, 13 år, brug af de nye medier og de derved ovennævnte opstående problemer, som mobning. Jeg må vist hellere skynde mig at jeg faktisk først skrev artiklen ”Hvad synes du om Arto?” og så fandt og læste Artiklerne. ;O) ...
Den anden Artikel fra div. Folkeblade handler om at lærere på Als på et tilsvarende kursus bliver fortrolig gjort med Facebookkulturen, da dette har vist sig også at rumme meget i skolens hverdag på forskellige niveauer. Fx ´se ovenfor´ mobning i større omfang.

Hvem er de faste deltagere?
De faste deltagere i debatterne om de nye medier er typisk forældre og professions uddannede pårørende som lærer, pædagoger og forskere vs de unge. Der er stor uenighed om ´de nye medier´ , men der diskuteres jo også fra to forskellige holdninger. For de unge er ´de nye medier´ ikke nye, de har altid været der. For os ikke helt unge mere er de kun nye, men hvordan har mine forældre vuderet min egen telefon brug. Problemerne opstår under forandringen af traditionerne, dvs. at forældre har socialiseret sig på helt andre baggrund og premisser end vores unge gør det idag. Efter min mening kan man godt stole på de unges kompetencer for at lære at begå sig i en cyberspace præget hverdag. Men mener alså også at der må værnes om værdier som tryghed og åbenhed i hjemmet, så de unge har noget at læne sig op ad når det går galt.

"Simultane dialoger"

Referat af „Simultane dialoger“ originale skrevet af Carsten Jessen.


Artiklen går ud på traditionelle brud blandt genarationerne. Carsten Jessen belyser på baggrund af et forskningsprojekt ved titlen ”Børns opvækst med interaktive medier” de forskellige perspektiver de nye kommunikationsformer har.
Af de ældre generationer sés de nye kommunikations muligheder, især mobiltelefoner, ofte som forstyrrende, da de selv ikke er blevet socialiseret med så mange medier. Det frygtes at alt det ”følte” zapperi går ud over børn og unges tætte menneskelige relationer. Familielivet bliver tit præget i en familie med unge af medierne, som fx. på ferie. Unge idag føler et andet behov for at deltage i flere sociale relationer. De fleste unge kan sagtens både skrive sms og deltage i familieferien. Fordi de har lært at tage aktiv part i mange sociale relationer. Børn vænnes jo allerede fra vuggestuealderen at have mange sociale relationer. Udover mor og far er der pædagogerne henne i vuggestuen, barnepigen til aflastning osv. plus at der hele tiden forlanges af de små at de hurtigt vænner sige til nye mennesker og skaber nye reationer til dem, som fx i institutions skift (vuggestue/børnehave/skole) eller ved rokering i personale forholdende i instotutionerne.
Vi lærer jo vore unge at omgås mange relationer i forsskellige sociale forhold, så jeg føler det som ret naturligt at unge idag hurtigt kommer til at virke rastløse vi de låses i kun en relation.
Dog mener jeg også at de unge bedre burde hjælpes på vej til fornuftig brug af medierne og det gælder fra den helt tidloge barndomsalder. Sætte nogle rammer for brugen af fx internettet mens de er helt små og bruge det sammen med dem. Det er ret spændende at se hvor hurtigt små børn gennemskuer lette computer spil, der for det meste også har læringpotentiale. Jeg ser det også som uomgåeligt at lære de nye og næste generationer at bruge medierne som naturlig del af hverdagen fordi det er jo det samfundet ønsker - og bygger på. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste arbejdsplads hvor man ikke vil komme i berøring med medier.
Undervisning miljøet rammes hårdt af medierne, de er alle steder i taskerne, på bordene, i ørene og som noget ret nyt også på tavlene. Mange skoler har idag indset at de lige så godt kan hente eleven der hvor han er og inddrage så mange medier som muligt i undervisningen.
Men man er stadig lidt sart over for telefonen, da denn virker afbrydende i undervisningen og forstyrrende i deltagelserne ude på skolegården. Der bliver skolerne udsat for et dilemma hvor på den ene side kræves en vis kontinuitet i undervisningsforløbet og på den anden side eleven der hvor han nu er. Med mobiltelefonen på kroppen.

Referat: "Sam...ta...le? Ej blot til lyst

Referat: ”Sam...ta...le? Ej blot til lyst

I Kroniken gør Kim Rasmussen og Søren Smidt op med nutidens frivillige tvang om at have en mobiltelefon. De to referer til et tilbud der reklameres således: ”Lad en ostechips betale for din telefonsamtale”. Tilbuddet går ud på at man bliver registreret ved brugerprofil og derefter kan tale i mobiltelfonen gratis op til 15 min. om dagen og udenfor arbejdstiderne fra kl. 08.00-17.00, men man dog tage en afbrydelse hvert halvandet minut giver.
Sanser dette kritisk ud fra forskellige perspektiver.

1.) Reklamefolkene der sidder bag kampangen appelere til at det er forældrene der må tage ansvar og sige ”Nej tak” til tilbuddet. Men de kommer tit i dilemmaer. For på den ene side er børnene, hvem tilbuddet er lavet til, der klart ytrer ønske og behov og på den anden side er de forbrugs kritiske forældre, der næppe vil stå for børnenes integration i de materielle fælleskaber. Tilbuddene retter sig fortrinvis mod de børn der ikke opvokser i familier med stramme økonomiske rammer og strategierne bag kampangen er at formidle børn hvor let det kan være at have en egen mobiltelefon og næsten gratis. Børnene for nu pålagt at plage deres forældre til anskaffe sådan en ostechips telefon. Det er en virksom reklame strategi, plagekampangen går ud på at de unge skal afsætte produktet i deres familier, for de kender meget bedre til kommandovejene og beslutningsmønstre.
2.) Samtalestrukturens udvikling hos børn bliver præget af at deres samtaler bliver afbrudt hvert halvandet minut. Og børnene for ikke mulighed for at udvikleog nuancere deres samtalefærdigheder. Det hele kunne ende i at” tale” i sidste ende bliver afstatet af ”snak” og disse to kommunikations former ikke er de samme. Dette belyses kritisk fordi kommunikation er basen i det demokratiske samfund som vi kender det.

Forfatterne mener at ansvaret burde ligge hos forskellige personer. For det første burde reklamefolkene visse mere hensyn til de sårbare børnerelationer der er og ikke misbruge børnene som ekstra køberessourcer. De burde respektere den demokratiske samtalekultur mere. For det andet burde politikere ikke forholde sig så afmægtige til markedet og stoppe den udvikling der i lang tid kom snigende nemlig at samtalekulturen bliver alt for præget af afbrydelseskulturen.

IAGTTAGELSE

Iagttagelse- hvad gør folk, når de taler i mobiltelefonen?

For det første må man jo sige at mobiltelefonen idag er blevet en uundværlig genstand i samfundet. Jeg har i et forsøg prøvet at gestalte min hverdag uden mobiltelefon. Dette gjorde jeg fordi jeg havde tabt en spilnterny telefon og dette ikke var sket for første gang. Jeg var virkelig blevet godt træt af at skulle anskaffe nye telefoner samt sørge for det nye kort. Der må her også siges, at jeg er en af dem der føler sig støt over at skulle lytte til både andres private og faglige samtaler. Jeg føler mig frataget min egen tankegang når jeg fx i toget fra Hamborg til Flensborg bliver tvunget til at høre på vor dejligt weekenden med kæresten har været.

Jeg husker den tid hvor forældrenes mobiltelefoner derhjemme var så store at mor ikke kun have den i håndtasken og den enlig kun blev hevet frem når man skulle på lange ture med bilen, bare for en sikkerheds skyld, hvis der nu skulle gå et aller andet galt, men når den så skulle bruges var tit alligevel glemt derhjemme.
Et stort skridt i mobiltelefonens udvikling i samfundet var hjemme hos os da mine forældre kunne få et partner abonement med splinter nye telefoner. Nu begyndte mobiltelefonen virkelig at blive en genstand der blev taget med allesteder hen. Nu kunne mor ringe hjem fra supermarkedet og fortælle at kærgården var på tilbud og aftale at hun lige købte 10 pakker fordi de kunne jo dybfryses. En ting mere min mor kendetegner i forhold til sin mobiltelefon er at hun altid glemmer at slukke den, ligemeget hvor hun end er. Dertil må siges at min mor idag lever i et forhold til en mand der arbejder 700 km fra hjemmet og begge føler stor behov for at snakke sammen mindst 5 gange om dagen. Hvad de snakker om, keine ahnung, men sansynligvis meget det samme: ”Elsker også dig”, ”Ha´en god dag”, ”Glæder mig også til weekenden” osv. .
Jeg selv er lige igen anskaffet mig en telefon fordi jeg simpelthen må indse at man godt kan vælge en mobiltelefon fra, men det er svært når alle andre har en. Det er som om jeg mangler et af værktøjene til at kommunikere. Det er idag blevet meget sværere at fx træffe aftaler, ”Du ringer bare når du er der” er sætninger jeg virkelig har hørt mange gange. Det må efter min mening erkendes at mobiltelfoner gør os til hele mennekser idag. Det er efterhånden blevet vigtigt for min mand at kunne få fat i mig hele tiden fordi han altid er så nervøs for at der skulle ske mig noget.
Jeg føler at mobiltelfonen om jeg har en eller ej overtager visse formelle strategier i min hverdag, dermed menes: Har jeg en telefon accepterer jeg at jeg altid skal være parat til at føre forskellige slags samtaler i en hver situation som fx ”Mor Kameko (lillesøster) vil ikke gi´ mig min barbie dukke” mens jeg eksempelvis sidder hos lægen og venter. Men har jeg ingen telefon er jeg afhængig af tid, fordi behovet for at ringe er der jo (alle andre har jo en telefon!), jeg leder efter telfonbokse (der er ikke mange tilbage) og venter tit på aftalte tidspunkter på folk der forsinkede men jo ikke kunne få fat i mig.
Jeg iagttager at folk selv om de taler om alle ting alle steder faktisk isoleres af deres telefoner, folk viser ikke hensyn til dem der fx står bag dem i køen i supermarkedet, jeg tror, fordi de simpelthen ikke er vant til det mere.