Indsamling af vittigheder.

I Fredags havde jeg inviteret 2 piger, Hanna og Julia ( tvillinger og begge 10 år) der er vendinder til min egne døtre, til pandkagespisning. Forinden aftalte vi at de skulle komme hjem sammen med mine piger med skolebussen og jeg ville så have pandekager klar til os. Jeg havde informeret pigerne om mit erinde, nemlig at jeg til en studieopgave skulle optage nogle vittigheder. Pigerne var straks frisk på den og Julia sagde i telefonen : Den klar vi nok, vi kender en masse... (Julia).

Da jeg havde planlagt at jeg ville optage det med kameraet på computeren, uploade det på youtube og linke det til min blog, huskede jeg at indhente forældrenes tilladelse.

Efter at jeg havde sørget for et hyggeligt spisested til pigerne og mig og mens jeg stod og lavede pandekager kom jeg pludselig i tanke om, at det måske havde været en knap så god idé at fortælle pigerne om mine ambitioner med vittighed insamlingen. Jeg frygtede at de allerede på vejen hjem ville fyre dem af. Så mig vende pandekager, og tænke, tænke, tænke. Hvad gør du nu?

De fik, alle fire en stak tidsskrifter og computeren til at indsamle nye vittigheder, den her gang med aftale om at de ikke måtte fortælles inden jeg var klar til at optage.

1. Alle vittigheder er fortalt på opfordring af mig.
2. Alle vittigheder blev fortalt til andre børn og mig. Det var en planlagt vittighed-pandekage eftermiddag.
3. Vittighedernes funktion var at være fælles om en ting, men alligevel få enkeltmands opmærksomhed.
4. Alle vittighederne er hentet fra enten tidsskrifter eller internettet.

Det blev selvfølgelig en spændende ting for såvel pigerne som mig. Pigerne var meget ambitøse og ledte efter vittigheder. Selvom de ikke måtte snakke sammen om dem, opstod der et rigtig godt fællesskab i værelset og jeg måtte inden optagelsen sammen med én efter én i stuen, for at høre om vittigheden var god nok. Jeg valgte ikke at forholde mig kritisk men motiverende og sagde til hver i ser, at jeg gerne ville være behjælpelig med fx. læseproblemer men at de fuldstændig selv måtte vælge hvad de syntes var sjovest.

Forresten er de fire piger jeg snakker om Julia og Hanna på 10 år, Coco på 9 år og Kameko på 7 år. Jeg har envidere valgt at de måtte fortælle vittighederne på tysk da det er deres modersmå,l og selv om de allesammen taler "mindretals-dansk" som andet sprog, har de ikke nok kulturelle kompetencer til at kunne bruge sproget nuanceret nok til at kunne fortælle en (sjov) vittighed.

3 GÅDEVITSER:

Julia fortæller en vittighed:

• "Was haben die Schule und ein Stau gemeinsam? Der Idiot steht immer vorne."
• "Hvad har skolen og og en (bil)kø tilfælles? Idioten står altid i første række."

Kameko fortæller en vittighed:

• "Welchen kuchen ißt ein computer am liebsten? einen ´Google´-hupf."
• "Hvad for en kage kan en computer bedst li´? en ´Google´-hupf."

Coco fortæller en vittighed.

• "Wie nennt ein Kanibale einen Skater? Einen Rollbraten."
• "Hvad kalder kanibaler en skater? En rullesteg."

RIM OG REMSER

Hanna fortæller en vittighed:

"Geht Fritzchen zum Arzt, fragt dieser: "Möchtest Du einen Gummibärchen oder Beton Arsch?"

Geht er am nächsten Tag in die Schule und sagt: "Tong-tong-tong, ich hab` nen Arsch aus Beton."

Sagt die Lehrerin: "Wenn Du das noch einmal sagst, gehst Du zum Rektor."

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab` nen Arsch aus Beotn."

Fragt der Rektor: "Na, Fritzhen -was los?"

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab´nen Arsch aus Beton."

Sagt der Rektor: "Sagst Du das noch einmal geh´ ich mit Dir zum Bürgermeister."

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab´nen Arsch aus Beton.

usw.... bis Fritzchen bei der Polizei landet.

Der Polizist sagt: "Wenn Du das noch einmal sagst, schieß ich Dir ein Loch in den Arsch."

Sagt Fritzchen: "Tong-tong-tong, ich hab´ nen Arsch aus Beton."

Da schiesst der Polizist Fritzchen ein Loch in den Arsch.

Und Fritzchen sagt: "Danke, das habe ich schon immer gebraucht.

(Taber mening hvis den skal oversættes.)

Efterord:

Jeg havde fornemmelsen af at pigerne prøvede at afkode hinandens sprogkode. I filmene synes jeg at man kunne se at de prøvede dette ved at aflæse kropssproget på hinanden (hvornår er de færdige, er det nu der skal grines osv.). Pigerne blev selvfølgelig også påvirket af situationen, at de skulle optages.

Jeg synes at de var søde ved hinanden - og huskede at grine ad de andres vittigheder. Vi havde en på en sjov måde inpireret eftermiddag.

”AT SKABE ANTRPOLOGISK VIDEN OM BØRN”

”AT SKABE ANTRPOLOGISK VIDEN OM BØRN”
- 1 KAPITEL.

Fra bogen: ”Feltarbejde blandt børn. Metodologi og etik i etnografisk børneforskning”.


Antropologi betyder i bred forstand ”læren om mennesket” og metodologi kunne betragtes som en form for ”metavidenskab” dvs. forskning om metode, og sidst men ikke mindre vigtigt nævnes begrebet etnografi, (græsk: ”skrive”) ”studiet af folkeslags kulturers indretning og tilpasning til de naturgivne vilkår”, i artiklen. Kitten mellem disse tre begreber, som jeg forstår det af teksten, er kausaliteten (lat. ”causa” - årsag).

Feltarbejde:
Gennem feltarbejde prøver man at forske i store og små samfunds (fx institutioner) sammenhænge. For at få så reelt et indblik i de enkelte samfunds individer og sammenhæng er det nødvendigt at deltage aktivt i hverdagen. Observatøren kan her være del af dagligdagens rytmer og rutiner, som belyser og rammesætter menneskers tilværelse. Dette giver et andet billede af samfundet end studier der er udarbejdet ved hjælp af statistikker, spørgeskema eller lignende. For de udsagn folk træffer ofte ikke harmonerer med praksis, fordi folks handlemønstre ikke nødvendigvis er styret af bevidste overvejelser . I Feltarbejdet bliver en praktisk del (observationer) fulgt af en teoretisk del (analyse/reflektion). Herefter bliver resultaterne skrevet ned (etnografi) og man har et kvalificeret bud på folks kausalitet i sammenspil i det observerede felt og kan bedre erkende og forstå handlemønstre. Man kunne fx forstille sig antrpologisk baseret feltarbeje på et bosted for udviklshæmmede. Der kunne forskes i kommunikationen iblandt brugere uden verbalt sprog. For derved at skabe redskaber for såvel brugere som pædagoger for at sikre mest hensigtsmæssig kommunikation og forståelse.

Deltagerobservation:
En af de vigtige og ”trickey” ting man skal huske som observatør er: at håndtere balancen mellem nærhed og distance. Man bliver nød til at forstå, før man kan vudere ( Collin 1993 :13). Ellers er der fare for at man tolker ud fra sine egne værdier og præmisser og ikke på de lokales.


Feltarbejde som refleksiv tilstand:
Ved at man i en længere periode deltager tæt inde på de brugere man observerer bliver man hurtigt emotionalt involveret. Gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan observatøren komme frem til en subjektiv analyse af feltet. Dette forudsætter dog at observatøren indtænker sin personlige mellemkomst ind i forskningprojektet og derudover prøver at tolke så ”open minded” som muligt. Og om tolkningen kan man ikke komme uden om, i etnografiske observationer, alligevel. Da dette udgør en vigtig del af feltarbejdet.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:
Barneperspektiv og børnekultur er de to begreber der siden firserne er kommet på planen. Siden da er man for alvor begyndt at forske i børns opfattelser, med dem selv som aktører. Lige som man indtil da havde forsket i andre individiers sammenspil. Men man må dog huske at bruge informationerne, man har fået gennem analysen, kritiske. Der findes ikke ét barneperspektiv eller én børnekultur. Man kan ikke tolke børnene som en homogen masse, men må lige netop sé, at børnene er et ”mini samfund” med mange sameksisterende opfattelser, interesser og positioner, næsten som det ” store samfund” , bare med andre og tit forskellige rammer og forudsætniger. Og det handler ikke om at afgrænse et barneperspektiv men mere om at repræsentere det og gøre det mere synligt og forståeligt.

Analyse af kontekst:
Der er forskellige måder at analysere på. I den traditionelle analyse ser man aktøren(-e) i centrum for alle relationer (fx venner, familie, samfundet osv.), som flyder rundt i hver deres egne cirkler omkring centrumet ( aktøren) . I den antropologiske analyse ser man, som jeg forstår det rammer, relationer og alle præmisser som en helhed. Der ikke kan tolkes adskilt.

Antropologisk viden om børn:
Antropologisk syn i forskningen gør at aktører ikke kun ses som individier men mere som interaktive størrelser. Der udover hvad der personligt udgør dem, er et refleksivt produkt af ”det store hele”.