IAGTTAGELSE

Iagttagelse- hvad gør folk, når de taler i mobiltelefonen?

For det første må man jo sige at mobiltelefonen idag er blevet en uundværlig genstand i samfundet. Jeg har i et forsøg prøvet at gestalte min hverdag uden mobiltelefon. Dette gjorde jeg fordi jeg havde tabt en spilnterny telefon og dette ikke var sket for første gang. Jeg var virkelig blevet godt træt af at skulle anskaffe nye telefoner samt sørge for det nye kort. Der må her også siges, at jeg er en af dem der føler sig støt over at skulle lytte til både andres private og faglige samtaler. Jeg føler mig frataget min egen tankegang når jeg fx i toget fra Hamborg til Flensborg bliver tvunget til at høre på vor dejligt weekenden med kæresten har været.

Jeg husker den tid hvor forældrenes mobiltelefoner derhjemme var så store at mor ikke kun have den i håndtasken og den enlig kun blev hevet frem når man skulle på lange ture med bilen, bare for en sikkerheds skyld, hvis der nu skulle gå et aller andet galt, men når den så skulle bruges var tit alligevel glemt derhjemme.
Et stort skridt i mobiltelefonens udvikling i samfundet var hjemme hos os da mine forældre kunne få et partner abonement med splinter nye telefoner. Nu begyndte mobiltelefonen virkelig at blive en genstand der blev taget med allesteder hen. Nu kunne mor ringe hjem fra supermarkedet og fortælle at kærgården var på tilbud og aftale at hun lige købte 10 pakker fordi de kunne jo dybfryses. En ting mere min mor kendetegner i forhold til sin mobiltelefon er at hun altid glemmer at slukke den, ligemeget hvor hun end er. Dertil må siges at min mor idag lever i et forhold til en mand der arbejder 700 km fra hjemmet og begge føler stor behov for at snakke sammen mindst 5 gange om dagen. Hvad de snakker om, keine ahnung, men sansynligvis meget det samme: ”Elsker også dig”, ”Ha´en god dag”, ”Glæder mig også til weekenden” osv. .
Jeg selv er lige igen anskaffet mig en telefon fordi jeg simpelthen må indse at man godt kan vælge en mobiltelefon fra, men det er svært når alle andre har en. Det er som om jeg mangler et af værktøjene til at kommunikere. Det er idag blevet meget sværere at fx træffe aftaler, ”Du ringer bare når du er der” er sætninger jeg virkelig har hørt mange gange. Det må efter min mening erkendes at mobiltelfoner gør os til hele mennekser idag. Det er efterhånden blevet vigtigt for min mand at kunne få fat i mig hele tiden fordi han altid er så nervøs for at der skulle ske mig noget.
Jeg føler at mobiltelfonen om jeg har en eller ej overtager visse formelle strategier i min hverdag, dermed menes: Har jeg en telefon accepterer jeg at jeg altid skal være parat til at føre forskellige slags samtaler i en hver situation som fx ”Mor Kameko (lillesøster) vil ikke gi´ mig min barbie dukke” mens jeg eksempelvis sidder hos lægen og venter. Men har jeg ingen telefon er jeg afhængig af tid, fordi behovet for at ringe er der jo (alle andre har jo en telefon!), jeg leder efter telfonbokse (der er ikke mange tilbage) og venter tit på aftalte tidspunkter på folk der forsinkede men jo ikke kunne få fat i mig.
Jeg iagttager at folk selv om de taler om alle ting alle steder faktisk isoleres af deres telefoner, folk viser ikke hensyn til dem der fx står bag dem i køen i supermarkedet, jeg tror, fordi de simpelthen ikke er vant til det mere.