Referat af „Simultane dialoger“ originale skrevet af Carsten Jessen.
Artiklen går ud på traditionelle brud blandt genarationerne. Carsten Jessen belyser på baggrund af et forskningsprojekt ved titlen ”Børns opvækst med interaktive medier” de forskellige perspektiver de nye kommunikationsformer har.
Af de ældre generationer sés de nye kommunikations muligheder, især mobiltelefoner, ofte som forstyrrende, da de selv ikke er blevet socialiseret med så mange medier. Det frygtes at alt det ”følte” zapperi går ud over børn og unges tætte menneskelige relationer. Familielivet bliver tit præget i en familie med unge af medierne, som fx. på ferie. Unge idag føler et andet behov for at deltage i flere sociale relationer. De fleste unge kan sagtens både skrive sms og deltage i familieferien. Fordi de har lært at tage aktiv part i mange sociale relationer. Børn vænnes jo allerede fra vuggestuealderen at have mange sociale relationer. Udover mor og far er der pædagogerne henne i vuggestuen, barnepigen til aflastning osv. plus at der hele tiden forlanges af de små at de hurtigt vænner sige til nye mennesker og skaber nye reationer til dem, som fx i institutions skift (vuggestue/børnehave/skole) eller ved rokering i personale forholdende i instotutionerne.
Vi lærer jo vore unge at omgås mange relationer i forsskellige sociale forhold, så jeg føler det som ret naturligt at unge idag hurtigt kommer til at virke rastløse vi de låses i kun en relation.
Dog mener jeg også at de unge bedre burde hjælpes på vej til fornuftig brug af medierne og det gælder fra den helt tidloge barndomsalder. Sætte nogle rammer for brugen af fx internettet mens de er helt små og bruge det sammen med dem. Det er ret spændende at se hvor hurtigt små børn gennemskuer lette computer spil, der for det meste også har læringpotentiale. Jeg ser det også som uomgåeligt at lære de nye og næste generationer at bruge medierne som naturlig del af hverdagen fordi det er jo det samfundet ønsker - og bygger på. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste arbejdsplads hvor man ikke vil komme i berøring med medier.
Undervisning miljøet rammes hårdt af medierne, de er alle steder i taskerne, på bordene, i ørene og som noget ret nyt også på tavlene. Mange skoler har idag indset at de lige så godt kan hente eleven der hvor han er og inddrage så mange medier som muligt i undervisningen.
Men man er stadig lidt sart over for telefonen, da denn virker afbrydende i undervisningen og forstyrrende i deltagelserne ude på skolegården. Der bliver skolerne udsat for et dilemma hvor på den ene side kræves en vis kontinuitet i undervisningsforløbet og på den anden side eleven der hvor han nu er. Med mobiltelefonen på kroppen.
tirsdag den 29. september 2009
mandag den 28. september 2009
Referat: "Sam...ta...le? Ej blot til lyst
Referat: ”Sam...ta...le? Ej blot til lyst
I Kroniken gør Kim Rasmussen og Søren Smidt op med nutidens frivillige tvang om at have en mobiltelefon. De to referer til et tilbud der reklameres således: ”Lad en ostechips betale for din telefonsamtale”. Tilbuddet går ud på at man bliver registreret ved brugerprofil og derefter kan tale i mobiltelfonen gratis op til 15 min. om dagen og udenfor arbejdstiderne fra kl. 08.00-17.00, men man dog tage en afbrydelse hvert halvandet minut giver.
Sanser dette kritisk ud fra forskellige perspektiver.
1.) Reklamefolkene der sidder bag kampangen appelere til at det er forældrene der må tage ansvar og sige ”Nej tak” til tilbuddet. Men de kommer tit i dilemmaer. For på den ene side er børnene, hvem tilbuddet er lavet til, der klart ytrer ønske og behov og på den anden side er de forbrugs kritiske forældre, der næppe vil stå for børnenes integration i de materielle fælleskaber. Tilbuddene retter sig fortrinvis mod de børn der ikke opvokser i familier med stramme økonomiske rammer og strategierne bag kampangen er at formidle børn hvor let det kan være at have en egen mobiltelefon og næsten gratis. Børnene for nu pålagt at plage deres forældre til anskaffe sådan en ostechips telefon. Det er en virksom reklame strategi, plagekampangen går ud på at de unge skal afsætte produktet i deres familier, for de kender meget bedre til kommandovejene og beslutningsmønstre.
2.) Samtalestrukturens udvikling hos børn bliver præget af at deres samtaler bliver afbrudt hvert halvandet minut. Og børnene for ikke mulighed for at udvikleog nuancere deres samtalefærdigheder. Det hele kunne ende i at” tale” i sidste ende bliver afstatet af ”snak” og disse to kommunikations former ikke er de samme. Dette belyses kritisk fordi kommunikation er basen i det demokratiske samfund som vi kender det.
Forfatterne mener at ansvaret burde ligge hos forskellige personer. For det første burde reklamefolkene visse mere hensyn til de sårbare børnerelationer der er og ikke misbruge børnene som ekstra køberessourcer. De burde respektere den demokratiske samtalekultur mere. For det andet burde politikere ikke forholde sig så afmægtige til markedet og stoppe den udvikling der i lang tid kom snigende nemlig at samtalekulturen bliver alt for præget af afbrydelseskulturen.
I Kroniken gør Kim Rasmussen og Søren Smidt op med nutidens frivillige tvang om at have en mobiltelefon. De to referer til et tilbud der reklameres således: ”Lad en ostechips betale for din telefonsamtale”. Tilbuddet går ud på at man bliver registreret ved brugerprofil og derefter kan tale i mobiltelfonen gratis op til 15 min. om dagen og udenfor arbejdstiderne fra kl. 08.00-17.00, men man dog tage en afbrydelse hvert halvandet minut giver.
Sanser dette kritisk ud fra forskellige perspektiver.
1.) Reklamefolkene der sidder bag kampangen appelere til at det er forældrene der må tage ansvar og sige ”Nej tak” til tilbuddet. Men de kommer tit i dilemmaer. For på den ene side er børnene, hvem tilbuddet er lavet til, der klart ytrer ønske og behov og på den anden side er de forbrugs kritiske forældre, der næppe vil stå for børnenes integration i de materielle fælleskaber. Tilbuddene retter sig fortrinvis mod de børn der ikke opvokser i familier med stramme økonomiske rammer og strategierne bag kampangen er at formidle børn hvor let det kan være at have en egen mobiltelefon og næsten gratis. Børnene for nu pålagt at plage deres forældre til anskaffe sådan en ostechips telefon. Det er en virksom reklame strategi, plagekampangen går ud på at de unge skal afsætte produktet i deres familier, for de kender meget bedre til kommandovejene og beslutningsmønstre.
2.) Samtalestrukturens udvikling hos børn bliver præget af at deres samtaler bliver afbrudt hvert halvandet minut. Og børnene for ikke mulighed for at udvikleog nuancere deres samtalefærdigheder. Det hele kunne ende i at” tale” i sidste ende bliver afstatet af ”snak” og disse to kommunikations former ikke er de samme. Dette belyses kritisk fordi kommunikation er basen i det demokratiske samfund som vi kender det.
Forfatterne mener at ansvaret burde ligge hos forskellige personer. For det første burde reklamefolkene visse mere hensyn til de sårbare børnerelationer der er og ikke misbruge børnene som ekstra køberessourcer. De burde respektere den demokratiske samtalekultur mere. For det andet burde politikere ikke forholde sig så afmægtige til markedet og stoppe den udvikling der i lang tid kom snigende nemlig at samtalekulturen bliver alt for præget af afbrydelseskulturen.
IAGTTAGELSE
Iagttagelse- hvad gør folk, når de taler i mobiltelefonen?
For det første må man jo sige at mobiltelefonen idag er blevet en uundværlig genstand i samfundet. Jeg har i et forsøg prøvet at gestalte min hverdag uden mobiltelefon. Dette gjorde jeg fordi jeg havde tabt en spilnterny telefon og dette ikke var sket for første gang. Jeg var virkelig blevet godt træt af at skulle anskaffe nye telefoner samt sørge for det nye kort. Der må her også siges, at jeg er en af dem der føler sig støt over at skulle lytte til både andres private og faglige samtaler. Jeg føler mig frataget min egen tankegang når jeg fx i toget fra Hamborg til Flensborg bliver tvunget til at høre på vor dejligt weekenden med kæresten har været.
Jeg husker den tid hvor forældrenes mobiltelefoner derhjemme var så store at mor ikke kun have den i håndtasken og den enlig kun blev hevet frem når man skulle på lange ture med bilen, bare for en sikkerheds skyld, hvis der nu skulle gå et aller andet galt, men når den så skulle bruges var tit alligevel glemt derhjemme.
Et stort skridt i mobiltelefonens udvikling i samfundet var hjemme hos os da mine forældre kunne få et partner abonement med splinter nye telefoner. Nu begyndte mobiltelefonen virkelig at blive en genstand der blev taget med allesteder hen. Nu kunne mor ringe hjem fra supermarkedet og fortælle at kærgården var på tilbud og aftale at hun lige købte 10 pakker fordi de kunne jo dybfryses. En ting mere min mor kendetegner i forhold til sin mobiltelefon er at hun altid glemmer at slukke den, ligemeget hvor hun end er. Dertil må siges at min mor idag lever i et forhold til en mand der arbejder 700 km fra hjemmet og begge føler stor behov for at snakke sammen mindst 5 gange om dagen. Hvad de snakker om, keine ahnung, men sansynligvis meget det samme: ”Elsker også dig”, ”Ha´en god dag”, ”Glæder mig også til weekenden” osv. .
Jeg selv er lige igen anskaffet mig en telefon fordi jeg simpelthen må indse at man godt kan vælge en mobiltelefon fra, men det er svært når alle andre har en. Det er som om jeg mangler et af værktøjene til at kommunikere. Det er idag blevet meget sværere at fx træffe aftaler, ”Du ringer bare når du er der” er sætninger jeg virkelig har hørt mange gange. Det må efter min mening erkendes at mobiltelfoner gør os til hele mennekser idag. Det er efterhånden blevet vigtigt for min mand at kunne få fat i mig hele tiden fordi han altid er så nervøs for at der skulle ske mig noget.
Jeg føler at mobiltelfonen om jeg har en eller ej overtager visse formelle strategier i min hverdag, dermed menes: Har jeg en telefon accepterer jeg at jeg altid skal være parat til at føre forskellige slags samtaler i en hver situation som fx ”Mor Kameko (lillesøster) vil ikke gi´ mig min barbie dukke” mens jeg eksempelvis sidder hos lægen og venter. Men har jeg ingen telefon er jeg afhængig af tid, fordi behovet for at ringe er der jo (alle andre har jo en telefon!), jeg leder efter telfonbokse (der er ikke mange tilbage) og venter tit på aftalte tidspunkter på folk der forsinkede men jo ikke kunne få fat i mig.
Jeg iagttager at folk selv om de taler om alle ting alle steder faktisk isoleres af deres telefoner, folk viser ikke hensyn til dem der fx står bag dem i køen i supermarkedet, jeg tror, fordi de simpelthen ikke er vant til det mere.
For det første må man jo sige at mobiltelefonen idag er blevet en uundværlig genstand i samfundet. Jeg har i et forsøg prøvet at gestalte min hverdag uden mobiltelefon. Dette gjorde jeg fordi jeg havde tabt en spilnterny telefon og dette ikke var sket for første gang. Jeg var virkelig blevet godt træt af at skulle anskaffe nye telefoner samt sørge for det nye kort. Der må her også siges, at jeg er en af dem der føler sig støt over at skulle lytte til både andres private og faglige samtaler. Jeg føler mig frataget min egen tankegang når jeg fx i toget fra Hamborg til Flensborg bliver tvunget til at høre på vor dejligt weekenden med kæresten har været.
Jeg husker den tid hvor forældrenes mobiltelefoner derhjemme var så store at mor ikke kun have den i håndtasken og den enlig kun blev hevet frem når man skulle på lange ture med bilen, bare for en sikkerheds skyld, hvis der nu skulle gå et aller andet galt, men når den så skulle bruges var tit alligevel glemt derhjemme.
Et stort skridt i mobiltelefonens udvikling i samfundet var hjemme hos os da mine forældre kunne få et partner abonement med splinter nye telefoner. Nu begyndte mobiltelefonen virkelig at blive en genstand der blev taget med allesteder hen. Nu kunne mor ringe hjem fra supermarkedet og fortælle at kærgården var på tilbud og aftale at hun lige købte 10 pakker fordi de kunne jo dybfryses. En ting mere min mor kendetegner i forhold til sin mobiltelefon er at hun altid glemmer at slukke den, ligemeget hvor hun end er. Dertil må siges at min mor idag lever i et forhold til en mand der arbejder 700 km fra hjemmet og begge føler stor behov for at snakke sammen mindst 5 gange om dagen. Hvad de snakker om, keine ahnung, men sansynligvis meget det samme: ”Elsker også dig”, ”Ha´en god dag”, ”Glæder mig også til weekenden” osv. .
Jeg selv er lige igen anskaffet mig en telefon fordi jeg simpelthen må indse at man godt kan vælge en mobiltelefon fra, men det er svært når alle andre har en. Det er som om jeg mangler et af værktøjene til at kommunikere. Det er idag blevet meget sværere at fx træffe aftaler, ”Du ringer bare når du er der” er sætninger jeg virkelig har hørt mange gange. Det må efter min mening erkendes at mobiltelfoner gør os til hele mennekser idag. Det er efterhånden blevet vigtigt for min mand at kunne få fat i mig hele tiden fordi han altid er så nervøs for at der skulle ske mig noget.
Jeg føler at mobiltelfonen om jeg har en eller ej overtager visse formelle strategier i min hverdag, dermed menes: Har jeg en telefon accepterer jeg at jeg altid skal være parat til at føre forskellige slags samtaler i en hver situation som fx ”Mor Kameko (lillesøster) vil ikke gi´ mig min barbie dukke” mens jeg eksempelvis sidder hos lægen og venter. Men har jeg ingen telefon er jeg afhængig af tid, fordi behovet for at ringe er der jo (alle andre har jo en telefon!), jeg leder efter telfonbokse (der er ikke mange tilbage) og venter tit på aftalte tidspunkter på folk der forsinkede men jo ikke kunne få fat i mig.
Jeg iagttager at folk selv om de taler om alle ting alle steder faktisk isoleres af deres telefoner, folk viser ikke hensyn til dem der fx står bag dem i køen i supermarkedet, jeg tror, fordi de simpelthen ikke er vant til det mere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
